Hun afleverede sin mand en aften - og hvad fik hun til gengæld? Et par hvide handsker. Sådan kunne en "frimurer-enkes" historie være. Og sådan har den formentlig også været i mangfoldige tilfælde. For man skal være to om et menneskes frimureri. Hans frimureri skal også være hendes. Ellers bliver man netop "enke" og ikke "frimurer-hustru". En ridders kone kaldes "hustru, hedder en almindelig definition, og frimureriet benytter netop mange titler fra det middelalderlige riddervæsen. Forholdet til kvinden er en meget væsentlig del af frimureriet. Netop i forbindelse med de hvide handsker bruger man i et ritual ordene "agtelse" og "hengivenhed". I Den Danske Frimurerordens blad, der under skiftende navne i en årrække har kunnet læses af enhver dansker af begge køn ved henvendelse til et bibliotek, fortælles mangt og meget, der engang er blevet skinsygt bevaret som dybe hemmeligheder. Også historien om de hvide kvindehandsker, frimureren modtager ved sin optagelse i logen - sin meget overraskende optagelse, må man håbe for ham. Når han oprevet, nedtrykt, fascineret og til sidst euforisk vender direkte hjem til sin hustru, uden svinkeærinder på vejen, har han et par handsker i hånden som et synligt og fysisk udtryk for en nyopdaget hemmelighed, han gerne vil og både kan og ikke kan dele med hende. Frimurerne ved, hvem Goethe gav sine hvide handsker. Netop de handsker blev et lille stykke frimurer- og litteraturhistorie. En dansk frimurer har engang fortalt om, hvorfor man ikke får eksempelvis en rose med hjem i stedet - hvem har vel brug for et par hvide handsker i 1990'ernes selskabsliv? Jo, sagde han, med handskerne sættes der lighedstegn mellem mand og kvinde. Manden får et par hvide handsker som symbol på den opgave, han ved sin optagelse i en frimurerloge har påtaget sig. Og for kvindens, hans hustrus, kones, elskedes vedkommende, stilles der nu de samme krav. Og hun får ikke altid at vide, har i hvert fald ikke før i tiden altid fået at vide, hvad disse krav egentlig går ud på. For vi kan ikke - som en anden frimurer engang har formuleret det - "gøre hende til frimurer". Den sidste sætning rummer en sproglig hemmelighed, som kun en frimurer forstår. Og så går han hjemmefra hver tirsdag eller onsdag eller torsdag. Elegant klædt i sit kjolesæt, for den tradition har vi i Danmark bevaret. Altså klædt på til det helt store, og han kommer hjem og ser ud, som om han har oplevet det. Og hun var ikke med. Hvorfor kan man da ikke "gøre hende til frimurer"? Jo, hun kan blive det, man som udtryk for respekt over for folk uden for Ordenen af og til kalder "frimurer uden skødskind". Optages i Ordenen kan hun ikke. Og nok siger man blandt frimurere, at en frimurers hustru har den grad hendes mand har, men har hun nu også det? I "vore dage" også et par ord, der hos en frimurer genkalder hans optagelsesritual fortæller man sin kone langt mere, end det tidligere blev anset for tilladeligt. Men han gik nu til sit møde alene. Uden hende. Hvorfor ikke optage kvinden i logen? Spørgsmålet kan besvares med en række andre spørgsmål. Er det, fordi kvinder ikke egner sig for frimureriet? Er det, fordi frimureriet ikke egner sig for kvinder? Er det, fordi en sammenblanding af kønnene ville være uhensigtsmæssig for frimurer-ægteskabernes stabilitet? At man kort fortalt "traf sin ny kærlighed i logen?" Er det, fordi mænd vil have i hvert fald nogle hemmeligheder for sig selv? Er det, fordi nogle mænd synes, det er hyggeligt at slippe hjemmefra et par timer til en mandfolkeaften? En loge er i sit princip ikke en selskabelig forening. En mand kan stå en aften igennem med at lytte til et ritual, han kan udenad, at overvære måske en optagelse af en fremmed, der søger ind i Ordenens verden uden opsigtsvækkende udsving i de svar, han giver på de stillede spørgsmål, deltagelse i et måltid, der måske kun ledsages af en dansk vand eller en lys øl, lytning til musik, der almindeligvis ikke fremføres ved ønskekoncerter eller i koncertsale - og han kan bagefter sige med hjertelighed og oprigtighed til alle de "brødre", han tager afsked med ved logedøren, og som han måske ikke har mælet et ord til hele aftenen igennem: "tak for en dejlig aften". Kan en kvinde? En mand kan affinde sig en aften igennem med at sidde, stå og gå i nøjagtig den samme påklædning som sin sidemand uden nogen mulighed for afvigelse i kjolemønster, decolletage eller smykker, og de ekstra smukke manchetknapper, en kærlig hustru har skænket ham, fornemmes næppe i logesalens halvmørke. Vi er stadig ved overfladen. Også når vi siger, at en kone kan vide sig helt sikker på, at hendes mand tilbringer aftenen i absolut maskulint selskab. Hun ved også, at han aftenen igennem har ført sømmelig tale. Den mindste antydning af vovet formulering vil blive standset effektivt af et let hævet øjenbryn hos sidemanden ved brodermåltidet. Han vil næppe heller have kastet sig ud i opslidende samtaler om politisk eller religøst tilhørsforhold, for den slags forventes ikke at blive bragt på bane. Og hun har sendt sin mand til en "forening", et samfund, hvor granvoksne mænd, som også jeg har oplevet det, ved orientering om en kommende grad får indskærpet - og ydmygt finder sig i det - at han værsågod har at gå direkte hjem fra logemødet på slaget elleve, og at han under ingen omstændigheder må bruge sin loge-gang som skalkeskjul for noget som helst andet end netop at gå i loge. Han er på enhver måde i snor, og han har selv bundet sig i den af egen fri vilje. Der er ingen anden spænding end den, overgangen til en ny grad vil kunne give. Anerkender man beskrivelsen af i hvert fald en side af det kvindelige væsen som "intuition og umiddelbar total-opfattelse", og sætter man op herimod mænds naturlige trang til at "betragte fænomenet isoleret", til at forske i detaljer før en syntese, en sammenfatning kan forekomme, kan man ikke rigtig forestille sig de to køn under samme hat. Og det er ikke ment som nogen uvenlighed, når det her nævnes, at evnen til at tie stilles på en stærk prøve i hvert fald i de første frimurerår. Det kan ikke nægtes, at frimureriet pr. tradition er et mandesamfund. Det gælder ritualsproget, det gælder ritualbeklædningen, og det gælder naturligvis det middelalderlige riddervæsen, frimureriet symbolsk tænkes at nedstamme fra. Også mænd hævder at besidde eksempelvis fantasi og humoristisk sans. Men sprogligt set er der ingen mulighed for at lade fantasien spille. Og ve den, der ville smile eller ligefrem le ad en sproglig formulering, hvor firkantet eller gammeldags den så måtte forekomme. Helt direkte sagt: en kvinde ville måske give sig til at fnise i et øjeblik, da en mand kun kan se alvoren i højtideligheden. Sikkert med god ret. Det er gennem tiden sket - man har historiske eksempler på det - at kvinder har tilsneget sig adgang til mændenes loge, eller blot skjult har overværet et ceremoniel. Og der findes i hvert fald et historisk eksempel - fra England, hvorfra vort frimureri skriver sig - på at en kvinde er blevet optaget i en loge og har haft livslang glæde af det. Men det er så enkeltstående, at det ligefrem er nedskrevet i annalerne. Forholdet mellem kønnene i forbindelse med frimureri er jo så langt fra kun et spørgsmål om stridigheder og problemer. Men at disse stridigheder og problemer har eksisteret, fremgår også af eksempelvis barske læserdebatter i de danske "Frimurer Meddelelser". Man savner sin mand, når han går hjemmefra, og hvad gav hans glæde så til hende? Ordenen har gennem i hvert fald de nyere tider søgt at komme problemerne i forkøbet. Der har været tider og steder, da man ligefrem har forlangt, at en hustru gav sin mand tilladelse til at søge optagelse. Men hvordan skal man kunne sige nej eller ja, når man ikke ved, hvad det drejer sig om, lyder et argument. Og et modargument har lydt, at hvis kvinden og manden ikke kan enes om den sag, er det ægteskabet og ikke frimureriet der er noget i vejen med. Et argument fra manden har da også været: "Hvad med den fødende kvindes hemmelighed - den har vi mænd hverken lod eller del i". Men det kan kvinden jo ikke gøre for. Men så stærk har oplevelsen af en optagelse været for ikke så få mænd, at de har kaldt deres optagelsesdag for deres "fødselsdag nummer to". Spændingen kønnene imellem ved en tænkt mere eller massiv optagelse af kvinder, der også uniformerede sig i "kjole og sort" - vor vest er sort - kunne også antage en - som før nævnt - "uhensigtsmæssig karakter". Tag argumenterne eller lad være - en loge ville ændre karakter, om den blev åben for begge køn. Den oplysning, en frimurer giver videre hjemme, kan ingen blande sig i. Forsamlinger af frimurerhustruer har været forsøgt også i Danmark, også et sted, hvor enker efter frimurere, der er "indgået til det evige østen", kan mødes og eventuelt støtte hinanden, har været bragt på bane uden positiv respons. Meget tyder altså på, at frimureri er et spørgsmål mellem mænd - og på det hjemlige plan mellem to, der efter bedste evne er "fælles" om "hans" oplevelse. H. C. Andersen har engang formuleret det om at rejse, som han elskede: "Man rejser ud for hjem at nå/ thi bedst er der dog hjemme". Hvorfor da rejse? Hvorfor gå i loge? Enhver svarer selv for sig, men mon ikke der er mange, der netop i logesalens stilhed i et bestemt øje blik under stjerneloftet har ladet tankerne gå særligt intenst hjemad? Logens verden skaber rammer, der giver mulighed for en fordybelse, som en travl arbejdsverden næppe har mulighed for. Sindet er beredt, og i et øjebliks "tomhed" er det naturligt at lade tankerne om hende fylde sig på en - lad os bare sige det - andagtsfuld måde. At vende hjem med en udefinerbar glæde i sig må også være givende i et ægteskab. Og så gør man i øvrigt, hvad man inden for de givne rammer kan, for at vise lidt af hvad det drejer sig om, ved festaftener, den årlige gudstjeneste i Stamhuset i København, forårskoncert, fællesrejser til frimurerisk væsentlige steder: London - og Jerusalem, der lægger navn og lokaliteter til en stor del af frimureriets forestillingsverden. Man har fælles omgivelser, man er koncentreret om et fælles emne, så godt man kan, og besøgene i Stamhuset eller den lokale loge giver en fortrolighed med ægtefællens oplevelses-omgivelser, som de færreste opnår tilsvarende med ægtefællens arbejdsplads. Man ved, hvorhen han går, hvilke trapper, han går ad. Det betyder faktisk temmelig meget, at man ikke sender "ham" af sted til et ukendt sted. Og man vil opdage, at frimurervennerne har en del tilfælles med den mand, man sender afsted. Det er ikke et almindeligt forenings fællesskab - når frimurere mødes første gang, er der visse høflighedsskranker, man ikke først skal nedbryde. Uanset placeringen i den indre eller den "ydre" verden har man haft en oplevelse tilfælles, optagelsesdagen, der sidder fast i erindringen årtier senere - også han har stået som jeg, som min mand, den første gang i en logesal . . . en grundholdning man har tilfælles med enhver frimurer inden for det system, man tilhører; pr. definition er enhver frimurer enhver frimurerhustrus "svoger". Til "informationsmøder" for måske kommende frimurere opfordrer man til, at livsledsagersken møder op. Stadig ud fra tanken om, at man skal være to. Og selv om man principielt ikke kan melde sig ud af en loge uden så vægtigt et argument som, at man "har mistet sin kristentro", er der et andet argument, der tæller: har man giftet sig igen, og kone nummer to ikke bryder sig om, at manden går hjemmefra, vil man få bevilget en udmeldelse. Det er op til hver frimurerhustru, om hun føler at have afleveret sin mand uden at modtage andet end et par handsker, der ikke er anvendelige i selskabslivet - eller om hun føler, hun sender ham til en ugentlig rensning og får ham hjem så god - og glad - som ny. Virtus Schade